MTB trail & teknikker

Få det bedste ud af turen i skoven ved at matche dine færdigheder til sporets sværhedsgrad

Mountainbiking er en sjov og aktiv sport med flere og flere udøvere. Med et stigende antal udøvere følger også en stor diversitet i niveauet af disse ryttere. Hvorfor en rytter vælger at begynde at køre MTB kan der være flere årsager til, om det er for at komme i form, at det er sjovt eller om man elsker at komme ud og se skoven på cykel.

Kreditering: Claus Hilmar

For at turen i skoven bliver sjov og fornøjelig, kan det at vælge et spor efter dine færdigheder være en god ting, at tænke over. Sammenligneligt med skiløb har vi MTBere også sværhedsgrader/gradueringer på MTB sporene. Der er fem forskellige sværhedsgrader fra meget let til ekstrem. Med disse gradueringer ligges der op til, at du som cykelrytter skal kunne nogle bestemte færdigheder for, at få en sjov og sikker tur på sporet. Disse teknikker eller færdigheder i forhold til sværhedsgraden på sporet vil jeg komme ind på i det følgende.

Sværhedsgrader på sporene

Der findes fem forskellige sværhedsgrader på de danske MTB spor. Disse afmærkninger vil kunne ses ved starten af sporet og rundt på sporet, hvis der er afstikkere af anden sværhedsgrad. Oftest vil der være et grønt eller blåt gennemgående spor, hvor der er røde eller sorte afstikkere, der sløjfer ind på det gennemgående spor igen. Desuden kan disse sværhedsgrader også ses på appen Singletracker, der rummer de fleste danske MTB spor, hvis du vil browse lidt i forhold til hvilket MTB spor, der er i nærheden af dig.

Beskrivelse af de forskellige sværhedsgrader

Teknikkerne til sporene

For at få en sjov og sikker tur ude i skoven, er det en god idé at have passende tekniske færdigheder på din MTB, før du begiver dig ud på de forskellige spor.

Grønne spor

De grønne spor kræver ikke de vilde færdigheder på cyklen, du skal dog være komfortabel på en cykel. Der vil ikke være de store udfordringer at finde på de grønne spor, så derfor kræver det hverken en vild MTB eller en dyb værktøjskasse af tekniske færdigheder.

Blå spor

Ved at vælge et blåt spor, skal du være bevidst om at der er lidt flere forhindringer på sporets forløb. Derfor kan det være en god idé, at have kendskab til de basale MTB teknikker. Disse teknikker er basale balance færdigheder, en fornuftig grundposition, bremseteknik og basal sporforståelse.

Ved basale balancefærdigheder skal det forstås som, at du kan komme til et stop eller rulle meget langsomt uden at skulle tage en fod af pedalerne. Dette kan gøres stående eller siddende. Som udgangspunkt vil vi som MTBere gerne stå op meget af tiden, da man har mere kontrol over cyklen, når du står op i pedalerne.

Kreditering: Claus Hilmar

Dette leder over til at have en fornuftig grundposition. Dette er altså din stående position, du oftest vil indtage, når du kører over ujævnt terræn, ned af bakke eller over ujævne sektioner, hvor du skal træde i pedalerne. En god hovedregel er, at have ”lette” hænder og ”tunge” fødder. Dette skal forstås som, at du kun holder meget let ved styret og har størstedelen af din vægt i fødderne. Dette gøres for, at have en central vægtfordeling på cyklen, der gør det nemmere at køre over ujævnt terræn. Tænk desuden over, at have din navle relativt over krankboksen på din cykel og en lav overkrop – dette bevirker også, at du er neutralt vægtet over cyklen. Det er desuden vigtigt, at tænke på din grundposition som en dynamisk position, så du skal bruge de arme og ben som naturlig affjedring.

Når du så har fundet din grundposition og cykler med fuld fart ned af sporet, vil du nok også gerne stoppe på et tidspunkt. Det er her bremseteknikken kommer ind i billedet. Som oftest vil bagbremsen være den mest brugte bremse, dette er dog lidt synd, da den ikke er så effektiv som forbremsen. Tænk på at bruge forbremsen til at kontrollere farten og bagbremse til at styre med. Du opnår meget kortere bremselængde ved, at bruge forbremsen og derved mere effektiv opbremsning. Desuden er det svært, at dreje eller køre ujævne sektioner og bremse på samme tid, derfor er det godt at mindske bremselængderne.

Den basale sporforståelse binder ovennævnte færdigheder sammen. Det at kunne scanne sporets forløb og se hvilke forhindringer der kommer forud, er godt at kunne. At kunne aflæse sporet og derved se hvilke teknikker du skal gøre dig klar til at benytte, vil betyde mere flow på sporet og derved mere sjov og sikker kørsel.

Kreditering: Claus Hilmar

Røde spor

Når du begiver dig ud på et rødt spor stiger sværhedsgraden i form af stejlere bakker og flere og større forhindringer. De teknikker, der er beskrevet ved kørsel på blå spor går igen ved de røde, det kræver dog lidt flere tekniske færdigheder, at have en sjov og sikker tur på et rødt spor.

Her er det at kunne adskille din krop fra cyklen komfortabelt en god teknisk færdighed at kunne. Her tænker jeg specielt på drops, stensektioner og rødder. Du vil opleve, at cyklen kommer til at danse mere under dig og du være befinde dig i mere yderlige positioner. Dette er altså godt at være komfortabel med. Det kan du dog godt, blive uden at skulle ud på et rødt spor. Øvelser som at se hvor langt bagover, forover og fra side til side du kan komme på cyklen, vil øge din selvtillid på cyklen. Dette vil kunne mærkes på sporet, da du bliver mere komfortabel med at cyklen bevæger sig under sig. I forlængelse af teknikkerne ved kørsel på de blå spor og en evne til at være ”loose” på cyklen, burde du kunne få en sjov og sikker tur på et rødt spor.

Sorte & Orange spor

De sorte og orange spor bygger igen ovenpå de færdigheder, der skal bruges for at køre, grønne, blå og røde spor. Det der er anderledes ved de sorte og orange spor er, at intensiteten er højere og forhindringerne ikke nødvendigvis kan køres med fuld jordkontakt. Dette sætter nogle krav til dig som rytter. Her skal du have en relativ aktiv kørestil, hvilket betyder, at det er dig der bestemmer hvor cyklen skal hen og ikke sporet der dikterer din kørestil. Her kan færdigheder som for- og baghjulsløft og baghjulskørsel hjælpe dig med at forcere forhindringerne, om det er step-ups op ad bakke eller drops ned ad bakke. Dernæst kan det, at kunne lave et bunnyhop, et hop hvor du har begge hjul i luften, hjælpe dig med, at køre hop og komme lettere over svære sektioner.

De to sværeste spor typer sætter dermed relativt store krav til dine evner på en cykel. Her skal du have godt styr på de basale færdigheder og kunne arbejde aktivt med din cykel.

Kreditering: Claus Hilmar

Tekniske færdigheder og sporets sværhedsgrad hænger i høj grad sammen. For at få en god tur i skoven, kan det være en god ide, at tænke over hvilke evner og færdigheder du har på cyklen.  Udvikling på cyklen sker dog også ved, at presse sig selv en smule og rykke nogle grænser. Dette kan du gøre sikkert ved, at stå af cyklen og gå en svær nedkørsel før du kører den, for at se hvilke forhindringer der kommer forud. Her kan du også se efter linjer og dermed spotte gode og dårlige linjer inden du kører den. Du slipper også for at blive overrasket over svære forhindringer, der ikke nødvendigvis kan køres med fuld jordkontakt.

Vigtigst af alt er dog du kommer ud over nyder den danske natur og får nogle gode turer på din MTB!

Tak til Sebastian Jensen fra FLOWMTB, som har skrevet indlægget