Kan du ikke se det sikre browservindue fra PayPal?

Klik her
for at åbne det.

Din bestilling er lige straks gennemført. Vi takker for din tålmodighed.

Trekking- og rejsecykler – det multifunktionelle valg

Racercykler og mountainbikes får som regel masser af opmærksomhed, fordi den teknologiske udvikling her går meget stærkt. Men de er ikke den idéelle løsning for alle. Der er stigende efterspørgsel på cykler, som er velegnede både til hverdagsbrug og til de lange ture i weekenden. I denne guide præsenterer vi dig for tre cykeltyper, som alle er kendetegnet ved deres alsidighed og som er bygget til både korte og lange ture.

Hybridcykler, trekkingcykler og rejsecykler er alle sande allround-valg: de er gode til hverdagsbrug, til hyggeture og til lange ture. Hvis du overvejer at anskaffe dig en sådan cykel, så læs videre! Vi giver dig nogle tips, som kan hjælpe dig med at finde en model, der passer til dine forventninger – og til din pengepung.

Alsidighed med forskellige forcer

Hybridcykler, trekkingcykler og rejsecykler er designet til at præstere i forskellige sammenhænge. De er alle robuste og komfortable at sidde på, og de fungerer godt på både asfalterede veje og i off-road-terræn, men hver type har sine særlige forcer.

Hvilken cykel er den rette for mig?

For dem som cykler til deres daglige gøremål, men som også griber cyklen, når de har en ledig stund, er hybridcyklen (eng. crossbike) et godt valg. Blandt de tre modeller er hybridcyklen den mest sporty og dynamiske. Den vil passe til dem, der tager den tohjulede til arbejde, og som godt kan lide at lade hjemturen glide over i decideret træning.

Mindre sporty men perfekt til hverdagsbrug året rundt er trekkingcyklen. Trekkingcyklen leveres som regel med alt nødvendigt udstyr og er også klar til lange ture.

Hvis de lange ture er så lange, at der kræves store cykeltasker (en uge eller længere), kan du med fordel vælge rejsecyklen. Den er mere stabil og dens geometri er udformet med henblik på at cyklen skal kunne lastes tungere. Den særligt solide konstruktion og den udvidede lasteevne kombineret med nøje udvalgte komponenter gør rejsecyklen til en pålidelig arbejdshest. Den er ikke så hurtig som en hybridcykel, men uden tvivl det bedste valg for dem, som gerne vil vidt omkring.


Hvilke overvejelser bør jeg gøre mig om udstyr?

Der er betragtelige prisforskelle på forskellige hybridcykler, trekkingcykler og rejsecykler. Prisen afhænger af kvalitet, slidstyrke og vægt og kan variere fra ca. 2.000 kr til 20.000 kr. Dog er ikke alle forskelle på de tre typer cykler lige vigtige. På nogle områder er det afgørende at have højkvalitetskomponenter, på andre ikke.

Stel og gaffel:

Cyklens stel og gaffel har betydning for siddeposition, manøvrering og generel komfort under kørslen. Sammenlignet med racercykler, har du på de her omtalte cykler en mere oprejst siddeposition. Det giver bedre komfort og udsyn. Stellet vil typisk være fremstillet af aluminium eller stål, da der herved opstår et fornuftigt kompromis mellem stabilitet og lav vægt.

På en trekkingcykel eller en rejsecykel vil stellet kunne bære megen vægt uden at vibrere eller føles ”svampet”. Hybridcyklen og trekkingcyklen har som regel en affjedret forgaffel for at give yderligere komfort. Rejsecykelproducenter fravælger typisk affjedring i forgaflen for at holde vægt og vedligeholdelsesomkostningerne nede, men også for at gøre det muligt at montere en forbagagebærer.

Drev/gear:

Størstedelen af cyklerne er udstyret med en gearing, der har et bredt spænd (op til 30). Antallet af gear giver ofte en god idé om, hvor mange forskellige typer terræn en cykel egner sig til. Nu om dage kan der med selv et billigt gearsæt opnås bløde og behagelige gearskift. Hvis du fortrinsvis cykler i godt (tørt) vejr eller kun i weekenden, kan du nøjes med et billigt drev. Men hvis du tilbringer mere tid på vejen, kan det godt svare sig at betale ekstra og gå efter et slidstærkt kvalitetsdrev. Et drev er her den samlede betegnelse for kranksæt, kæde, kassette samt for- og bagskifter.

Trekkingcykler og hybridcykler er multifunktionelle. For opnå et stort gearspænd vælger de fleste producenter udvendige gear. Den bedst kendte undtagelse fra denne praksis hedder ”Rohloff”. Rohloff er et nav med 14 indvendige gear men med et gearspænd svarende til et almindeligt 30-gearsæt. Det er næsten 100% vedligeholdelsesfrit og er vellidt blandt rejsecykelentusiaster. Rohloff-navet er imidlertid dyrt og er ikke standardudstyr på en rejsecykel.

Bremser:

Hybridcykler har som regel skivebremser på både for- og baghjul ligesom mountain bikes. Trekkingcykler har typisk fælgbremser (eksempelvis de simple men robuste V-bremser) eller i visse tilfælde skivebremser. De sidstnævnte er stærkere og det mest pålidelige valg, eftersom deres bremsekraft ikke påvirkes af regn og mudder. Rejsecykler har for det meste fælgbremser eller mekaniske skivebremser, fordi disse bremsetyper er lettest at reparere – hvilket er vitalt, hvis du er ude på en længere tur og ikke vil stoppes af tekniske problemer.

Hjul og dæk:

De fleste hybridcykler, trekkingcykler og rejsecykler har 28” hjul, hvorpå der er monteret dæk med en bredde på 35-50 mm. Trekkingcykler har bredere fælge og dæk end citybikes og racercykler for at give mere stabilitet og komfort. Ligesom det er tilfældet med stel, opnås der med stive og stabile hjul en sikrere køreoplevelse. Desuden performer de bedre off-road. Det kan anbefales at vælge dæk med mønster og dermed godt greb, hvis du ofte kører på ujævne underlag som grus- og jordveje. Kører du hovedsageligt på asfalterede veje, kan du vælge glattere dæk og på den måde opnå bedre fremdrift.

Lygter, skærme, bagagebærere m.m.

Mens udvalget af udstyr til hybridcykler ofte er begrænset, kan du til trekkingcykler og rejsecykler finde en bred vifte af forskelligt ekstraudstyr som lygter, skærme, bagagebærere, støtteben osv. På den måde kan du være sikker på, at alle komponenter spiller sammen. Det er vigtigt at investere i god kvalitet hvad angår sadel, lygter og greb.


Siddeposition: fra oprejst og afslappet til sporty og komfortabel

Hvis du skal tilbringe mange timer i sadlen og gerne vil sidde bekevemt og afslappet, er din cykels siddeposition afgørende. Siddepositionen bestemmes først og fremmest af stelstørrelsen, men sadlens og styrets monteringshøjde er også vigtig. Vores rammeberegner kan hjælpe dig med at finde den rigtige stelstørrelse. Sammenlignet med mountainbikes og racercykler har rejsecyklen en mere oprejst siddeposition. På en hybridcykel har du derimod en mere sporty og foroverbøjet position.

Man kunne tro, at en oprejst siddeposition altid er det mest behaglige valg. Men en let foroverbøjet position kan være en bedre løsning på meget lange ture, fordi kropsvægten er anderledes fordelt mellem for- og bagjul. Sadlen bør ikke blot passe til cyklistens bagdel, men også vælges med henblik på den ønskede siddeposition. Hvis du foretrækker at sidde oprejst, bør du vælge en forholdsvis stor og bred sadel, og hvis du bedst kan lide at sidde mere foroverbøjet, bør du vælge en mindre og smallere sadel. Det vigtigste er naturligvis at vælge en sadel der passer til netop din krop.

En frempind der muliggør højdejustering af styret er også vigtig for at opnå en magelig siddeposition. Derudover kan ergonomiske håndtag eller en mindre justering af styrets vinkel bidrage til yderligere komfort under kørslen.


Hybridcyklen, trekkingcyklen og rejsecyklen: Et overblik

Hybridcyklen – den hurtige og agile cykel

Hybridcyklen er en let og enkel hverdagscykel. Man har her kombineret grundtræk fra racercykler og mountainbikes (for eksempel smalle dæk og affjedret forgaffel). Resultatet er en hurtig cykel med op til 30 gear, skivebremser, affjedring i forgaflen, lav vægt og stærkt reduceret rullemodstand. Disse egenskaber gør tilsammen hybridcyklen velegnet til den fartglade pendler, der også godt kan lide en dagstur i ny og næ. På en hybridcykel er der som regel mulighed for at tilføje udstyr som flaskeholder, bagagebærer og skærme. Vores råd: lys, skærme og bagagebærer er nemme at montere og forbedrer cyklens anvendelighed drastisk – uden at dens landevejstække sættes over styr.

Fordele:

  • Lav vægt
  • Sporty profil
  • Let rullende hjul
  • Lys, skærme og bagagebærer kan nemt tilføjes

Trekkingcyklen – allrounderen til daglige gøremål og dagsture

Trekkingcyklen er den mest alsidige cykel. Hvad enten du regner med at bruge cyklen til turen på arbejde eller til længere ture med familien i weekenden, vil trekkingcyklen kunne opfylde dine behov. Den kommer med alt nødvendigt udstyr såsom lys, bagagebærer, støtteben, ringeklokke og skærme. Trekkingcyklen vil typisk have en oprejst siddeposition og er som regel udstyret med skivebremser og affjedring i forgaflen. Trekkingcyklen egnet sig også til transport af lettere oppakning.

Fordele:

  • Alt udstyr medfølger: lys, støtteben, ringeklokke m.m.
  • Oprejst siddeposition
  • Mulighed for at medtage oppakning

 

Rejsecyklen – til de lange ekspeditioner med stor oppakning

Rejsecyklen kan beskrives som en ekstrem version af trekkingcyklen. Rejsecyklen har et særligt robust stel, der kan klare den ekstra vægt fra oppakningen på både for- og bagbagagebærer. Den er udstyret med slidstærke og i visse tilfælde vedligeholdsfrie komponenter for at minimere behovet for reparation ude på ruten. For hvem gider have sin tur afbrudt af en teknisk fejl? På en god rejsecykel er der også mulighed for at justere styrets højde og vinkel, så der let kan veksles mellem forskellige siddepositioner, ligesom styret kan kombineres med ergonomiske greb.

Fordele:

  • Lasteoptimeret stel
  • Robuste komponenter der kræver minimal pleje ude på ruten
  • Bekvem siddeposition på lange ture og mulighed for at variere kropsvægtens fordeling

Brug for hjælp?
Kontakt vores kundeservice: man-fre 10.00-17.00
78 77 40 68
Nyhedsbrev
Registrer dig nu og få en rabatkupon på 70 kr.
Eksklusive kampagner og tilbud venter dig. 4
Tilfredse kunder
Er du tilfreds med vores service? Skriv en anbefaling til andre!